Nærvær eller fravær – det er spørgsmålet. Det, vi har at give, det, som er grundlaget for alle vore handlinger, er vores opmærksomhed. Den er vores egentlige grundstof.
Opmærksomheden kan være bundet, som når vi ønsker at være sammen med vores børn, men er tynget af bekymringer – og så måske oven i købet tror, at vores sindsstemning skyldes børnene. Som når vi ønsker at høre hvad et andet menneske fortæller os, men er bundet af vores sym– eller antipati for ham eller hende, og derfor kun hører vores egne buldrende kommentarer om personen – og tror det skyldes den anden. Som når vi pludselig ikke kan opleve skønhed eller taknemmelighed mere og tror det skyldes, at skønheden ikke findes, at der ikke er noget at takke for.
Eller den kan være fri, som når vi hører den første fuglesang en tidlig forårsmorgen og pludselig mærker: ”jeg lever nu”. Som når skønheden brænder igennem enhver bekymring, og vi pludselig ser igen.
Problemet er ikke så meget, at opmærksomheden er bundet, som at vi er uvidende om det. Så snart vi ser vores bundethed, ser vi den på baggrund af vores ubundethed. Denne baggrund kalder jeg det oprindelige sind. Sindet kan defineres som en sfære af bevidsthed hvori opmærksomhed kan opstå. Men fordi sindet er så selvfølgeligt tilstede, er det nemt at overse. At overse vores egentlige tilstand af frihed.
Det enestående ved aiki-learning er, at det giver enhver mulighed for at opdage sindet- enkelt og konkret.