Sanne Grangaard og Olav Erlendsson
Udover at være min kæreste og hustru, så er Sanne en af Danmarks mest erfarne forumteater og playback skuespillere. Derfor har vi indledt et samarbejde, hvor jeg viderebringer erfaringerne fra aikido, hvorefter Sanne sætter dem i spil i de udfordringer, I møder i jeres arbejdsliv.
Gennem enkle øvelser, som understreger sammenhængen mellem krop, psyke og bevidsthed, erfarer I, hvad der sker i jer, når I er under pres, og hvordan det er muligt at forvandle stress til stimulation og samtidig bevare kontakten og relationen til det eller den, som presser jer.
I teaterdelen arbejder vi konkret i forhold til dilemmaer og udfordringer fra jeres egen hverdag, hvor I har oplevet at blive ramt af kamp,flugt eller frys. For at kunne det, har vi brug for konkrete historier. Disse tilvejebringes via en historiefortællingsproces. Disse historier bringes i spil, hvorefter selve processen med at danne mening i det sete, går i gang. Dette sker via en involverende teaterproces, hvor I inviteres til at afprøve forskellige muligheder af i samspil med “udfordreren”, som spilles af Sanne. Målet er at skabe et rum, hvor I som deltagere helt konkret arbejder med jeres egne udfordringer, men eksternaliseret, og hvor forskellige teatermetoder samt erfaringer fra aikido, vil give jer mulighed for at få større bevidsthed og inspiration i forhold til at til at finde nye måder at agere på, når I udsættes for pres.
Forløbet er på 7 timer, dvs en kursusdag.